Uddrag af en fortælling fra Fole Præstegård og livet i Fole omkring 1940 – skrevet af Harald C. Ernst Sicard Filtenborg, i året 2005
Fole – en landsby omkring 1940
Fole, hvor jeg blev født og boede til jeg var 21 år, da jeg kom ind som soldat, og senere begyndte at læse teologi ved Københavns Universitet, var en lille
landsby på små 300 mennesker.
I Fole sogn boede der, som i dag få hundrede mennesker, men Fole var ikke som så mange landsbyer i dag “en soveby”, nej, landsbyen var, hvis det kan udtrykkes sådan “selvforsynende”. Man kørte ikke til Bilka i Kolding for at gøre det ugentlige indkøb, nej man handlede hos en af de tre købmænd i landsbyen.
Der kom ikke et byggefirma fra Sjælland og byggede et nyt hus, nej vi havde jo vor egen murermester. Måske er her en af de største forskelle på dengang for 70 år siden og i dag. Selvfølgelig var der enkelte ting vi ikke havde, men så tog vil til Gram, f.eks. apotek og bank. Vi handlede lokalt på alle måder. Det er måske derfor jeg også i dag, foretager alle mine indkøb lokalt, så godt det lader sig gøre.
Lad os gå en tur rundt i Fole by, og se det med egne øjne. Rundt om Fole Kirke
går der en vej, og den vil jeg følge. Vi begynder ved præstegården, og går til højre. På venstre hånd har vi det Imponerende kirkegårdsdige og bag det kirken.
På den anden side af vejen er præstegårdshavens hønsegård med store træer.
Nu kommer der et hus på højre side. Det var der ikke i min barndom. Da lå da
her en æbleplantage. Den tilhørte skomageren. Han havde lidt den samme uret som ung, som jeg selv led. Jeg ville være skovfoged, men min far bestemte, at jeg skulle være præst. Skomageren ville have været gartner, men blev sat til at være skomager. Men nu på hans gamle dage realiserede han så lidt af drømmen, om at være gartner. I sin have dyrkede han kålplanter, rødkål, grønkål, hvidkål osv., som han solgte til udplantning i haverne og på markerne.
Og her lige øst for præstegårdshaven havde han så realiseret en drøm om en
frugtplantage. Den var vel på en god halv tønde land. Når frugttræerne om
foråret skulle sprøjtes, sendte han altid bud efter mig. Han havde en stor
beholder med sprøjtevæske – vist nok mest blåsten, som han også sprøjtede
kartoflerne med imod skimmel – det var så min opgave at pumpe beholderen,
så der kom så meget tryk på, at skomageren med en lang slange, forsynet med en sprøjte, kunne få sprøjtet alle frugttræerne, som de skulle. Det kunne godt være lidt hårdt, at stå og pumpe det meste af en dag, men jeg fik gerne en 25 øre for det, og det var mange penge for en dreng i min alder.
Vi behøvede ikke at importere æbler fra Italien, nej vi kunne om efteråret og
vinteren købe dem billigt hos skomageren. Kålplanterne solgte han for 1 øre
stykket. Pengene havde dengang en anden værdi end de har nu.
Af penge havde vi 1-øre, 2-øre, 5-øre, 10-øre, 25-øre, 50-øre, 1-kroner og 2-kroner, som blev kaldt en daler, 5-kroner og derefter var i sedler.
Det næste hus på højre hånd var brøndgraveren.
Vi havde i Fole et vandværk, og de fleste huse havde indlagt vand, selvom der stadig var dem, der havde en brønd og en pumpe udenfor køkkendøren, og rundt på gårdene udenfor byen, havde man ikke vand fra vandværket. Der var brug for en brøndgraver. Og han ikke kun gravede brønde, nej han havde også et cementstøberi, hvor han selv lavede alle mulige slags cementrør.
De blev støbt i jernforme med håndkraft, og når de havde tørret nogle dage, blev de taget ud af formen, og sat til yderligere tørring og hærdning. Han havde en halv mark med færdige brøndrør. Her var det sjovt at lege. Sandet, der skulle bruges til støbningen hentede han på en lille lastbil i den grusgrav, som ligger på Enderupskov Bakke, og som nu ejes af Kummerfeldt.
Engang imellem fik Far, som før omtalt, brøndgraveren til at læsse et læs sand af på præstegårdens gårdsplads. Den første tid fik den lov at ligge, så vi kunne lege i den som en sandkasse, men senere blev den spredt ud over den store gårdsplads. Det sand, der blev hentet i Enderupskov blev ikke læsset med en gummiged, men med en skovl, og når det var kørt hjem, var der ikke tip-lad på lastbilen, nej så blev det igen læsset af med håndkraft. Der var nok at gøre dengang for en brøndgraver, ikke mindst under og efter de isvintre, vi havde i begyndelsen af 40-erne. Da frøs flere år i træk byens vandledninger, så byen var uden vand i flere måneder, og vi måtte hente vand hos dem, der havde brønd med pumpe.
Fra præstegården har jeg og mine søskende på en slæde med en balje eller et par spande, hentet meget vand hjem fra Laust Allings pumpe. Da der var lange udsigter med vandværket, hvor ledningerne kun lå 70 cm nede i jorden, fik mange gravet en brønd. Vi fik også en i præstegården ved det nordvestre
hjørne. Når man kørte en balje vand på en slæde, var vandet jo slem til at
skvulpe over, men så hjalp det at lægge et par små stykker brædder i vandet.
Når det blev så meget forår, at hanerne igen begyndte at give vand, var der stor opstandelse og stor lettelse. Vi havde jo f.eks. i flere måneder ikke kunnet vaske tøj, og der var heller ikke tale om at komme i bad. En ting, jeg var optaget af hos brøndgraveren var, at han havde hængt et utal af stærekasser op, lavet af gamle hule træpumper.
Brøndgraveren fortalte tit en historie om, at når han gravede en rigtig dyb brønd, – 15-20 meter- så kunne han fra bunden af brønden ved højlys dag, hvor solen skinnede, se stjernerne på himlen. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke.
Nu slår grusvejen et sving. En lille sti fører dog ligeud til skolen, som vi kan
vende tilbage til – måske.
Stien går over skolegården og fortsætter langs nogle haver ud til vejen til Gram. Da det var kortere, kørte vi altid på cykel den vej. I det hele taget var der dengang mange stier. Der var en fra skolen til smeden i Mellerup, og der var en sti, der gik fra grusgraven vesten for byen til gårdene på det, der nu kaldes Fole Vestermark. Grusvejen slår et sving, ja for de fleste veje var grusveje. Jeg husker da den vej, vi følger rundt i Fole, blev asfalteret engang i 40-erne. I første omgang omtrent dertil hvor byskiltene står i dag. Vejen fra Fole til Gram blev asfalteret ud til Holden Dahl, hvor byskiltet står nu, og først nogle år senere asfalterede man vejen en god km længere mod Gram. Nu er der jo det ved grusveje, at de ikke er så sikre at køre på, som asfaltveje, så den højeste tilladte hastighed var 60 km/t. Da jeg er omkring 8 år gammel skal min plejebror, der lige er fyldt 18 år, og har fået kørekort, til sin bror Holgers konfirmation i Alestrup. Han får lov af Far at leje en bil, og så skal han samt min mor, far og jeg køre med. Og da vi nu alligevel er så langt oppe i landet, så ville Far gerne en tur til Skagen og undervejs besøge forskellige familiemedlemmer, men jeg kan garantere for, at der er langt fra Fole til Skagen, når højeste tilladte hastighed er 60 km/t.
Lige efter vejsvinget ligger et lille stråtækt hus. På huset er et skilt, hvor der står: “Husslagter, tækkemand, træskomager”. Det var ellers dengang ikke almindeligt med reklameskilte. I dag ødelægger al den reklame ofte bybilledet. Beboerne i huset, Birk, havde altså tre erhverv. Kunne man ikke opnå fuld beskæftigelse ved et erhverv, så måtte man jo have flere. Hjemmeslagteren var der brug for på alle gårdene. Jeg har allerede fortalt om, hvordan hjemmeslagter Birk også slagtede præstegårdens gris. Tækkemand var der også altid brug for, da de fleste huse var med stråtag. Hvis ikke der skulle lægges helt nyt tag, så var der altid en del reparationer efter en storm. Som regel brugte man til tækning rør, men lange stive rugstrå kunne også bruges, og blev ofte brugt til småreparationer, og endelig var han træskomager. I køkkenet stod en “træskobænk” eller hvad sådan noget nu hedder. Her sad han, når der ikke var andet arbejde, og fabrikerede træsko. Og træsko var der altid brug for. De fleste træsko var forsynet med et jernbeslag foran og som regel også jernbeslået hæl.
Så holdt tingene længere, og ting skulle dengang holde længe. Den mentalitet der er i dag “brug og smid væk” eksisterede ikke, nej tingene blev reparerede så længe det overhovedet var muligt.
Det næste lille stråtækte hus vi kommer forbi husker jeg ikke meget om, men
han levede vist nok af at køre lastbil.
Så kommer der et hus på venstre hånd, klemt inde imellem vejen og
kirkegårdsdiget. Her boede den ene af de to cykelsmede vi havde i Fole.
Cykelsmede var der brug for før bilernes tid. Der var forskel på datidens og
nutidens cykler. Den største forskel er nok den, at der på vore cykler ingen gear var, og det med cykler efter børnestørrelse, var der kun meget lidt af. Det bedste for os børn var derfor at låne en damecykel. Kunne man ikke nå at sætte sig op på sadelen, så kunne man stå op. Værre var det med en herrecykel med stang.
Her var man som barn nødt til at have det ene ben under stangen til pedalen og så cykle med cyklen helt på skrå. Jeg er ofte, når jeg skulle hente medicin på Gram Apotek, cyklet på den måde til Gram. Under krigen kneb det ikke kun med benzin til bilerne, men det var næsten umuligt at få et nyt dæk til en cykel.
Cykelsmeden skar så af gamle bildæk et fast cykeldæk, eller vi kunne købe et trædæk. Trædæk var ikke slidstærke, så uden på trædækket blev der med små blå søm slået gamle stykker cykeldæk på. Det var næsten en ugentlig foreteelse, at man lørdag efter skoletid skulle stå og slå søm i trædækket. Når man havde trædæk på, skulle man se sig for på vejen. Kørte man mod en sten, så gav det et bump, og så faldt trædækket sammen, og man måtte trække hjem med trædækket i bagagebæret samt fjedre og andet, der holdt trædækket på plads i lommen.
Det kneb med cykeldæk fra 1940 til 45, men det var også næsten umuligt at få benzin. Bilerne blev klodset op, eller også fik man en generator, en stor tønde, sat på bilen. I den fyrede man med træ eller grankogler, så der udviklede sig gas, som drivkraft. Det havde jo den ulempe, at hvis man skulle ud at køre, så skulle man jo i god tid ud og “fyre op i bilen”, så der var gas nok til at man kunne starte.
Traktoren var dengang ikke opfundet. Vi havde ingen i Fole sogn, men på hver gård var der heste, og en hest kunne let trække en bil. Mange fik derfor skåret hul i forruden på størrelse med en brevsprække, så tømmen til hesten kunne gå igennem, og så kørte man i bil med hest forspændt. Man sad jo da inde og var beskyttet mod regn, blæst og kulde.
Der var nu ikke mange biler. Jeg tror, der i Fole Sogn var 3-4 personbiler og 2-3 lastbiler. I dag er der vel over 100. Når vi en enkelt gang var med ude at køre bil, og bilen nåede op på de tilladte 60 km/t, så var det som om bilen stod stille og telefonpælene langs vejen strøg forbi.
Ved siden af værkstedet havde cykelsmeden en lille forretning, hvor han solgte forskellige ting, dog hovedsagelig tilbehør til cykler. Det var i radioens første tid, og radioer krævede et stort batteri. Det kunne man få ladet op her hos cykelsmeden. Batteriet lignede de batterier, der sidder i bilerne i dag. Jeg
husker, da vi fik radio i præstegården. Det var en radio, som min bror Hans selv lavede, et såkaldt krystal-apparat. Naturligvis kunne kun en af gangen høre radio via et par høreklapper. Senere fik vi en højtaler på.
Foruden disse ting så var cykelsmeden en af de få, der havde en bil, og kørtelidt, hvad vi i dag vil kalde taxakørsel.
Jeg kom ofte hos cykelsmeden. Da jeg kom i skole, 7 år gammel, var vi 7, der
begyndte skolegangen det år. 4 drenge og 3 piger. Cykelsmedens dreng Lause var en af dem, og da vi ikke boede langt fra hinanden, var det naturligt, at vi kom meget sammen. Det var jo Lause, der hjalp os med vort vidunder af et elektricitetsværk i bækken.
Nu fortsætter vi vor tur rundt i Fole. På venstre hånd har vi Kroens store og
uordentlige hønsegård, og på højre hånd står Genforeningsstenen. Den er nu
flyttet over på den anden side af vejen, hvor den står langt bedre på den
nyanlagte parkeringsplads til kirken. Da Sønderjylland i 1920 blev genforenet
med Danmark blev der i hver by og lille landsby rejst en mindesten, en
genforeningssten. Naturligvis også i Fole.
Vi er nu nået frem til byens hovedfærdselsåre, vejen fra Gram til Ribe. Dengang gik trafikken imellem de to byer igennem Fole, og ikke som nu over Gelsbro.
På den modsatte side af vejen ligger en af byens tre købmandsforretninger. Den er for kort tid siden nedlagt under navnet Fole Købmandsgård. Vi træder ind i købmandsforretningen. Der er en klokke, der ringer når døren lukkes op. Under armen har jeg en købmandskurv, og i kurven er der en kontrabog samt et gammelt syltetøjsglas med skruelåg. Jeg sætter den på disken og købmanden tager kontrabogen for at se, hvad min mor har skrevet, at jeg skal hente hos købmanden. Der står 3 pund margarine, 5 pund sukker, sirup og % pund kaffe,1 pakke Richs og 5 øre gær. I dag regner vi alt ud i kg, men dengang blev alt regnet ud i pund, som for de uvidende er et halvt kg. Her i butikken er det ikke som i dag. Der er ingen indkøbsvogn, man tager ikke de færdigpakkede varer ned fra hylderne selv. Købmanden har i sin butik heller ikke brød og mælkeprodukter. Grøntsager og blomster har han heller ikke. Det har vi jo selv i vore haver. Købmanden finder 3 pund margarine og lægger dem i min kurv. Så tager han syltetøjsglasset og går ud i baglokalet, hvor han har en beholder med D l sirup. Han fylder glasset og skruer låget godt fast, og kommer tilbage og sætter glasset i min kurv. Så tager han en pose. På posen står der: “Husk vor Kaffe er Nr. 1 og vort Telefonnummer nr. 2”. Fra en stor skuffe bag disken fyldt med sukker, fylder han nu sukker i posen og vejer 5 pund sukker af på den vægt, der står på disken. Vægten har to skåle. I den ene sætter han sukkerposen, og i den anden lægger han forskellige størrelse lodder. Inden han er begyndt at finde de forskellige ting frem, har han taget kaffebønner og kommet dem i en maskine,der kan male kaffebønnerne. Den er nu færdig med at male og kaffen kommer i en pose og ned i kurven. Nu er ren kaffe jo en dyr luksus, så der skal også en pakke tilsætningskaffe i dåsen derhjemme. Vi bruger “Richs”, andre bruger “Danmark”. I Richs-pakken er der et billede – for tiden af alle jordens vilde dyr. Vi har et album derhjemme, hvor vi klistrer Richs-billederne ind. Under hvert billede er der en tekst, der fortæller om dyret på billedet. “Tigeren lever i Indien og dræber hvert år omkring 10 mennesker”. Vi ser ofte i det album derhjemme.
Der er ikke billedbøger og tegneserier overalt. Så mangler der kun for 5 øre
gær. Af en stor pakke gær på omkring et par kg skærer han et lille stykke til 5
øre af og pakker det ind. Men så ser jeg, at han begynder at lave et kræmmerhus, som han fylder med bolsjer – eller som vi dengang sagde “bom”. Det får vi altid, uden at det koster noget, når vi har købt meget. Mor fordelte bolsjerne, når jeg kom hjem. Der var ikke noget dengang der hed “Vi har slikdag om fredagen”. Han sluttede med at tage kontrabogen og skrive priserne på de forskellige ting ind i bogen. Den 1.ste i hver måned lægges det hele så sammen, og min far går til købmanden og betaler. Det var nu ikke altid, at han betalte det hele. På et tidspunkt var det helt galt. Vi skyldte omkring 500,00 kr. hos købmanden og 500,00 kr. var hvad min far fik om måneden for at være præst i Fole. Nu kan jeg så tage kurven og bære det hele hjem til mor. Selvom købmanden ikke handlede med alt, så var der dog i hans forretning en masse ting, som man i dag ikke finder i en almindelig købmandsforretning; beslag til træsko, søm og skruer, fiskekroge, en lommekniv, postkort med motiver fra Fole. Man kunne købe 1 ark fint skrivepapir i størrelse A4 og A5. Dengang brugte man mest papir i størrelsen A5. Havde man for mange æg, kunne man tage dem med til købmanden, og få andre varer i stedet, f.eks. kyllingefoder eller en musefælde eller brillantine. Den store forskel på dengang og nu ligger nok i to ting: For det første var der ingen selvbetjening og for det andet, så havde købmanden mange ting, men han havde ikke 10-20 forskellige produkter af hver ting. Jeg ved ikke om købmanden i Fole havde andet end brillantine til håret. I dag har et supermarked nok 15-20slags til håret at vælge imellem.
Vi fortsætter vor tur igennem Fole. På højre hånd ligger et lille hus på hjørnet af vejen til Ribe og vejen til Hygum. Her boede mælkehandleren.Han havde et lille koldt rum, hvorfra han solgte mælk, som han fik fra Gram mejeri. Hver
formiddag kom ikke mælkebilen, men en vogn forspændt to heste, med mælk.
Der var dengang ingen i Fole, der havde traktor, og da den første kom, så man med megen skepsis på dette nye. Kunne det nu også gå, den kostede jo en forfærdelig masse penge.
Hos mælkehandleren er der, som hos købmanden, ikke en hel masse prisskilte. Købmanden og mælkehandleren havde priserne i hovedet, og dem stolede vi på. Forretningen var helt uden alle de lokkeskilte som skal få os til at købe mere end vi havde tænkt os. Ikke noget med “Tilbud – spar 5,00 kr.”, “Tag 3 og betal for 2”, “I dag ekstra billigt” osv.
Da mælkekartonen endnu ikke var opfundet dengang, fik mælkehandleren mælken hjem i store mælkejunger, og vi kom så med vore små spande eller en flødekande og fik med et litermål fyldt vore spande. Mælkehandleren havde ikke, som i dag, et utal af mælkeprodukter, nej han havde sødmælk, skummetmælk, kærnemælk og fløde. I præstegården fik vi sødmælken fra et lille husmandssted på det der i dag hedder Stampemøllevej. Her hentede vi hver dag efter aftenmalkningen 3 liter sødmælk, som blev sat ned på det kolde kældergulv, og så kunne man næste morgen skumme fløden af. Denne mælk var frisk, men ikke pasteuriseret eller homogeniseret.
Når vi handler i dag, så får vi en masse indpakning med hjem, som vi fylder vore skraldespande med. Det var anderledes dengang. Jeg har allerede nævnt, at mælkekartoner og andre kartoner til drikkevarer ikke fandtes, men alle former for plastik var heller ikke opfundet dengang.
Nu vi er ud for mælkehandlerens hus, så var der i min tidligste barndom her en sensation. Mælkehandlerens far Mikkel Schultz fyldte 90 år, og det var en sensation ikke bare i Fole, men i hele landet. Folk blev ikke så gamle dengang. For nogle dage siden hørte jeg, at der i dag er ca. 10 i Danmark omkring 110 år, men at man regnede med, at der om 10 år ville være omkring 300. Vi fortsætter og har nu stadig Kroens uryddelige hønsegård og staklade på venstre hånd imellem vejen og kirkegårdsdiget. På højre hånd har vi bagerens have. Han bor lidt op af en sidegade. Folk bagte ellers meget selv, men der må alligevel have været grundlag for en bagerforretning. Hos bageren var udvalget heller ikke så stort. Han bagte rugbrød, “lys-brød” og “kage”. “Kage” vil sige franskbrød, og så havde han naturligvis også “fin kage” dvs. wienerbrød og konditorkager.
Til fastelavn bagte han en masse fastelavnsboller, og så var vi 3-4 drenge med en slæde, hvor der var bundet en kurv på, fyldt med fastelavnsboller, der gik rundt til alle gårdene i Fole sogn og solgte fastelavnsboller. Jeg havde i flere år en rute på det, som i dag kaldes Fole Vestermark. Vi fik et par øre for hver bolle vi fik solgt, så selvom det ikke var meget, så var det dog noget. I en julesang står der “Gåsen er til bagerens sendt”. Jeg ved ikke om børn forstår de ord i dag, men det gjorde vi dengang. Der var jo dengang ikke noget der hed køleskab, dybfryser eller elektrisk komfur. Og ofte var ovnen i det komfur vi havde, og hvor der kun blev fyret med træ og briketter, så lille, at man ikke kunne stege en gås ordentlig i den, men så til jul, så kom mange med gåsen til bageren, der jo havde en stor bageovn, hvor der kunne stå mange gæs og blive stegt samtidigt. Jo, gåsen blev til bageren sendt.
Vi fortsætter nu vor rundgang hen forbi Kroen, som vi har på venstre side. Kroen var for min far “lastens hule”, men her foregik nu mange andre ting, end at folk drak sig en brandert på. Kroen ligner i dag sig selv som dengang. Den grimme kørestald ligger stadig halv ude på vejen. Når man gik ind ad hoveddøren var der en dør både til højre og venstre. Den venstre dør førte ind til en lille købmandsbutik, som dog blev ret tidligt nedlagt. Døren til højre førte ind i krostuen, hvor man ved små borde kunne få øl og kaffe. Når vi ventede på rutebilen, blev der af og til tid til en kop kaffe her. Det var pænt og ordentlig og rent. Udenfor Kroen hang en af byens tre postkasser. I dag må man jo trave lange ture for at finde en postkasse.
Der gik rutebil fra Ribe til Gram og retur 2 gange om dagen – morgen og aften -.
Den havde stoppested her ved Kroen. Det med stoppested skal man nu ikke
tage så alvorligt, men kunne bare gå ud på vejen og række en hånd ud, hvis man ville med rutebilen, så holdt den. Når rutebilen havde post med fra Ribe, så holdt den ikke kun her, men kørte ned forbi Posthuset for at aflevere pakker, breve og anden post. Engang hvor vi fik tilsendt noget arvegods fra Tyskland, kørte rutebilen om forbi præstegården og læssede af her. Det var jo det nemmeste for alle parter.
Engang, ganske vist i min studietid, i København, var rutebilen så meget forsinket, at jeg sagde til chaufføren, at nu nåede jeg ikke toget i Vojens. Så kørte han resolut til Vojens og læssede mig af.
På de to skiftedage, når gårdene fik nye karle og piger, dvs. 1. maj og 1. november var vi ofte omme ved Kroen, når rutebilen kom. Da kunne den ligne de rutebiler, som vi ser billeder af, af rutebiler i Indien. Den havde en stor tagbagagebærer foruden en almindelig bagagebærer, og de var fyldt med klædeskabe og kommoder. Cykler kunne man som en selvfølge altid få med rutebilen. Det kunne også ske, at rutebilen skulle have medicin med fra Gram Apotek. Så holdt rutebilen, når man var nået frem til bestemmelsesstedet, og chaufføren gik ind i huset og afleverede medicinen, mens vi andre sad og ventede i bussen.
Vi går nu lidt længere og kommer til Fole Bæk. Her er et vandingssted til kreaturer. På højre side af vejen lige over bækken, ligger en landbrugsejendom.
Det var der, hvis vi tæller det hele med, 8-10 af i selve Fole by. Ikke alle med lige store besætninger. Køerne blev morgen og aften drevet i løsdrift igennem byen og det gav naturligvis en del “ko-kasser” på vejen, men det lugtede langt fra så slemt, som den moderne gylle. Gylle fandtes ikke dengang. Man havde dengang ikke disse kæmpe besætninger, som findes i dag. Sagen er ganske enkelt den, at man ikke havde alle de langbrugsmaskiner, som man har i dag. Man var ikke i stand til at bjerge mere vinterfoder til flere dyr. Kroen,
Jeppe Schmidts Gæstgivergård, havde også landbrug. En stor gård havde dengang 16 køer. Den største gård i Fole sogn, Ballegård, havde 18 køer. Men foruden køer havde man så altid på samme ejendom naturligvis heste og grise, og dertil høns, gæs, ænder, et enkelt sted kalkuner og enkelte steder får. Hvis det ene slog fejl var der nok noget andet der lykkedes. Man høstede stadig korn med le, men så kom først aflæggeren ,og senere den helt fantastiske selvbinder.
Vi er nu gået den halve vej rundt i Fole, og lad os så et øjeblik standse op her på broen over bækken. Bækken er den samme, som den har været siden istiden. Den kommer fra Skaftkær Skov. Om sommeren er der ikke ret meget vand i den, men om foråret, når sneen smelter i skoven, så svulmer den op og går af og til over sine bredder, og laver oversvømmelser i byen. Bækken er den samme uforanderlige, men meget er blevet anderledes bare på de sidste 70 år.
Vi har nu hørt om en del mænd og deres erhverv, men hvad med kvinderne?
Kvinderne var “hjemmegående husmødre”. Jeg kan blive helt rasende, når man taler nedsættende og med foragt om de hjemmegående kvinder og lovpriser i høje toner, at kvinderne i dag er kommet “ud på arbejdsmarkedet”. Og at dette skulle være meget, meget bedre både for dem og samfundet som helhed. Men er det nu det? Er det hele ikke bare bedrag, en narresut. I min barndom fandtes der ingen vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, alderdomshjem eller plejehjem.
Børn og gamle blev, som det er naturligt, passet af kvinderne i hjemmet. I dag har man stuvet børn og gamle sammen, og så tager kvinderne “på arbejde” og passer børn og gamle i institutioner. De laver det samme som i min barndom, men nu ikke i hjemmene, men på institutioner. De får en lønseddel, de er på arbejdsmarkedet. Ofte kommer de forjagede og stressede hjem fra arbejde. Der er ikke tid til hjemmet, og til at lave mad, måske grøntsager og andet, som de selv avlede, nej nu må de ind i supermarkedet og købe halv- og hel færdiglavede retter. Det er blevet dyrere at leve end dengang. En del kvinder arbejder på fabrik, hvor man fremstiller kølediskenes madvarer, som de selv lavede i min barndom. Dengang syede kvindernes også ofte deres eget og børnenes tøj. Det er der ikke tid til i dag. Nu betaler man for dette arbejde, som atter andre kvinder, der er kommet på arbejdsmarkedet, udfører. Og endelig var det jo også sådan for 70 år siden, at kvinderne foruden at passe børn og gamle, passede køkkenhave og høns, lavede mad fra grunden af, syltetøj og meget mere, hvorved de om ikke tjente penge, så dog sparede hjemmet for mange og store udgifter, så hjalp de også ofte manden i hans arbejde. Købmandens kone ekspederede når der var mange kunder i butikken, bagerens kone passede salget af brød, mens bageren bagte, krokonen passede krostuen og måske også et par værelser, som kroen havde til overnattende gæster. På landbrugsejendommene hjalp de til i høsten, hakkede roer og stod for det meste af den daglige malkning. Kvinderne var ikke på arbejdsmarkedet, nej de var hjemmegående husmødre, som sparede hjemmene for lige så mange udgifter, som de i dag betaler med deres lønsedler.
Her i Gram kommune, som Fole sogn nu hører under, er der ansat mere end 75 kvinder til at passe børn og gamle. Den udgift må vi og de så betale over skatterne. Derfor var skatterne dengang betydeligt lavere end nu og momsen ikke opfundet. Det næste hus på højre hånd er Centralen. Manden havde en lastbil og lidt vognmandsforretning. Han leverede hvert år et par vognfulde tørv eller som vi sagde “klyn; – til præstegården. Konen passede Fole Central.
I dag løber ethvert barn rundt med en mobiltelefon og ringer i tide og utide til andre. Dengang var telefonsamtaler lidt mere indviklet. Jeg husker så sent som den 9. august 1955, da Erik var født i Hvidovre, skulle jeg ringe fra København til Fole og fortælle nyheden. Jeg ringede først den lokale central op, og bestilte her en samtale til Fole nr. 21. Centralen svarede: “Vi ringer”, og så lagde jeg røret på igen. 20 minutter senere ringede min telefon så, og centralen meddelte: “Der er klar til Fole 21”. I mellemtiden var der sket det, at centralen havde ringet Rigstelefonen op. Herfra havde man ringet Kolding op, der så igen havde ringet Gram op, der så igen havde ringet Fole Central op, og herfra havde man så ringet til præstegården og fortalt, at der var en samtale fra København. Nu var forbindelsen sluttet, og min lokale central i København ringede så mig op igen, og meddelte at “Der er klar til Fole 21”, og først da kunne jeg snakke i telefon med min mor og meddele hende, at hun havde fået et barnebarn. Efter samtalen “ringede man op”, ved at dreje håndsvinget et par gange. Samtalerne var dyre, og så snart man havde afsluttet samtalen, ringede man igen den lokale central op, og spurgte hvad samtalen til Fole 21 havde kostet, og så betalte man ejeren af telefonen.
Der var ingen trådløse telefoner, der skulle en direkte ledning til, for at føre en telefonsamtale. Derfor stod der også langs alle veje to rækker telefonpæle. På den ene side med el-ledninger, på den anden side med telefonledninger.
Omkring Fole central var der nok mere end tyve ledninger i telefonmasterne. Når man ringede lokalt behøvede man sjældent at sige til centralen hvilket nummer man skulle have. Man kunne bare sige: “Jeg skal snakke med doktor Zerlang i Gram”, så kendte centralen nummeret. Købmanden i Fole havde som nævnt nr. 2. Centralen havde nr. 1 og “Hjuleren” havde nr. 3. Telefonapparatet havde et håndsving på siden, som man drejede rundt nogle gange, når man ringede op. Der skulle som sagt en direkte ledning til fra centralen, og ud til hvert telefonapparat. Det var en bekostelig sag med telefonpæle og ledninger, hvis f.eks. en gård lå langt fra centralen, men så slog flere gårde på samme strækning sig sammen om en ledning. Inden man ringede op fra disse telefoner, skulle man lige løfte røret og høre, om der var en af de andre der var i gang med at snakke i telefonen. Var det tilfældet, lagde man forsigtigt røret på igen og forsøgte så lidt senere – men man kunne jo også lytte med hvad der blev snakket om i telefonen. Sådan en telefon var billigere, men havde sine ulemper. Disse telefoner kaldtes parts-telefoner. Man havde hver sin part. Når telefonledningerne var i brug frembragte telefonpælene en svag lyd, og vi stod ofte med øret ind imod en telefonpæl for at lytte, men kunne naturligvis ikke høre noget. Telefonen var et teknisk vidunder. Man kunne snakke med folk i København. “Der blev nok også engang sådan, at man kunne se hvad de lavede i København”. Det var ren fantasi, men det kom jo med fjernsynet. Der var dengang heller ikke noget i Fole med gadenavne og husnumre. Postbudet f.eks. vidste godt hvor folk boede. På den modsatte side ligger den 3. købmand og vi går nu ned af den vej, der i dag hedder Stampemøllevej. Vi må skynde os nu, forbi telefoncentralen, den 3. købmand, Nis og hesten Fritz, slagteren, forsamlingshuset, brandstationen, skrædderen, et par landbrugsejendomme, smeden og endnu en cykelsmed, maleren, skomageren, en lille manufakturforretning, snedkeren og karetmageren, som vi kaldte “Hjuleren” og endelig posthuset. Herefter kommer vi igen over bækken til præstegården. Om dem alle kunne der fortælles en lang historie. Vi fortsætter vor tur igennem Fole og drejer her ved centralen til venstre ad den vej, der nu har fået navnet Stampemøllevej. Vejen går fra Fole til Enderupskov, men undervejs et par kilometer syd for Fole, går vejen over Gram A. Her var et sluseværk og en stor vandmølle, som blev kaldt Stampemøllen. Det var en rigtig idyl. I min tidligste barndom tog Mor af og til os børn, der var store nok, med på en tur til Brogård plantage lige syd for Stampemøllen. Her satte Mor sig på en solbeskinnet tue i skoven med en kurv og en svampebog, der var på tysk, og som hun havde haft med fra Berlin. Vi børn løb så rundt i plantagen og fandt svampe, og kom hen til Mor med dem. Mor fandt dem i svampebogen, og var de gode og spiselige, blev de lagt i kurven og taget med hjem. Hun forsøgte at lære os noget om svampene i skoven, men selvom man siger, at “hvad man i ungdommen nemmer, men ej i alderdommen glemmer”, så har jeg dog på dette punkt glemt al den lærdom, som Mor gav os på disse ture, der hører med til mine lyseste barndomsminder. På vej hjem fra en sådan svampetur stod vi altid længe, og så vandhjulet dreje rundt ved Stampemøllen. Så jeg glæder mig over, at der nu er en vej der er opkaldt efter den. I dag er der ingen Stampemølle, men et aldeles naturforladt dambrug, hvor møllen lå.
Det første hus på højre hånd forbinder jeg ikke noget med, bortset fra at en af mine klassekammerater boede her. Til venstre har vi byens tredje købmand, der her også solgte lidt brændsel. Det næste hus på venstre hånd er et lille landbrug med 4-5 køer. På højre hånd ligger nu det hus, hvor skrædderen boede.
Dengang var der ikke så meget med færdigsyet tøj, nej man gik til skrædderen og fik taget mål, og bestemte hvilket stof tøjet skulle syes af. Et par gange måtte man så til skrædderen for at prøve tøjet. Jeg var noget imponeret over, at skrædderen sad oppe på sit bord med korslagte ben og syede. Skrædderens kone døde, men han blev gift igen med Lise, som vi kaldte Lise-Skrædder. Hun gik ud som kogekone. Når der skulle være fest i et hjem, så sendte man bud efter Lise, som kom nogle dage før festen, og aftalte det hele. Så sørgede Lise selv for alle indkøb, madlavningen, borddækningen og hvad en fest ellers kræver. Da det var skik dengang at man til en fest fik suppe, steg og en eller anden dessert, kom Lise som regel dagen før festen og gik i gang med at koge suppe i den lille gruekedel, lavede boller til suppen og som regel også desserten. Af og til blev Lise assisteret af en skaffer.
Det næste hus på højre hånd siger mig egentlig heller ikke noget ud over, at jeg mener, at have hørt, at det var her min plejebror Hans’ forældre boede før de begge med kort mellemrum døde af tuberkulose. Men nu kommer vi til et lille stråtækt hus på venstre hånd. Inden vi når huset ligger der helt ud til vejen en ikke særlig smuk bygning, nærmest et muret skur. Her holder smeden til, og vi må aldrig glemme, at i de allerældste tider, var der to personer i en landsby, som var helt uundværlige. Det var præsten, og det var smeden. Inde i smedjen er der i den ene ende en esse, hvor der altid er gløder, så smeden kan få sit jern rødglødende. Så tager han det med en tang, og så klinger hans hammer mod jernet og ambolten, så han får det ud af jernet, som han vil have, måske er han i gang med at smede fire nye hestesko. Her hos smeden får bønderne skoede deres heste. Smeden i Fole var kendt langt omkring for at kunne sko heste. Der var heste, der tog det helt roligt, men der var også heste, der blev helt vilde, sparkede og bed og mere end vrinskede. Til disse heste var der i den anden ende af smedjen en bås eller et stativ eller hvad man nu skal kalde det. Nogle svære bjælker med remme og kæder, hvor hesten blev trukket ind og spændt fast. Når en sådan hest blev skoet kunne det høres over hele byen. Hesten sparkede og vrinskede og vendte det hvide ud af øjnene. Smeden råbte højt, og det var ikke alle pæne ord for små børn, men vi stod nu alligevel en lille flok børn lidt nede af vejen og hørte det hele, og så noget af det – og ventede hele tiden at hele smedjen ville springe i luften. Men hesten blev skoet og kom nogenlunde rolig ud af smedjen igen. Smedens søn havde i smedjen også et cykelværksted, og det var som regel her og ikke hos den anden cykelsmed, at vi fik vore cykler lavet. På den modsatte side af smeden, hvor der nu ligger et nyt parcelhus, boede tømreren. Han var både “Tømrer- og snedkermester’. Her kunne man få repareret et vindue eller lagt nyt tømmer på et hus. Tømreren lavede det hele selv.
Vi går lidt længere. På venstre hånd bor maleren. Han er en af de få tysksindede i Fole. Under krigen gjorde han sig nu ikke særlig bemærket. De fleste kunne male og tapetsere selv, men alligevel var der eksistensgrundlag for en maler i Fole dengang. Som man kan se og skal se, så var Fole selvforsynende med alle arter af håndværkere. Hvert år var der i præstegården et såkaldt “Præstegårdssyn”, hvor menighedsrådet bestemte hvad der skulle foretages af reparationer og andet i præstegården. Var der f.eks. blevet bestemt, at havestuen skulle have nyt tapet, så blevet par af os børn sendt over til maleren og lånte et par store “tapetbøger’ med mange slags tapet og til mange priser. Det var dengang meget almindeligt, altså på mode, at man havde blomstret tapet. Når den nye tapet til havestuen var valgt gik der bud efter maleren, og få dage senere gik han i gang. Han kom dog sjældent før over middag, for som han udtrykte det “Når man sover længe, sparer man morgenmaden, og hvad der er sparet er tjent”. Han startede med at hvidte gipsIoftet, og det var sjovt at se på for os børn. Han havde en lille trappestige, og den brugte han som forlængelse af benene. Han gik simpelthen rundt i havestuen på trappestigen – og det kunne gå stærkt. Efter loftet kom så tapetseringen af væggene. Først skulle al gammel tapet, som sad løst, pilles af. Derpå blev hele væggen tapetseret med et lag avispapir, og så endelig blev tapetet sat op. Når vi hjalp med at pille det løse tapet og den gamle avistapetsering af, som måske havde siddet der i 20 år eller mere, så var der jo mange spændende ting at læse om i de gamle aviser.
Imellem malerens hus og det næste hus, hvor skomageren bor, var der en sti fra vejen og ned igennem haverne til kirken. En smal bro førte over bækken.
Det næste hus var altså skomagerens. Han havde nok at lave. Jeg tror ikke, at man i dag forsåler sko, nej man smider væk og køber nyt. Dengang forsålede man sko, fik nye hæle sat på, og måske var der lidt der skulle syes.
Skomageren sad på sin taburet ved et bord lige indenfor vinduet. Når man kom derind og han var i gang med at forsåle et par sko, så sad han som regel med munden fuld af små trepløkker, som han en efter en bankede ned i den sko, der skulle forsåles. Det lugtede af skosværte og læder. Men som jeg har fortalt om det, så var hans interesse et andet sted, ved gartneriet. Til skomagerens hus hørte et baghus, hvor der var en lille forstue, der også var indrettet som et køkken og endelig var der en stue, der også blev brugt til soveværelse. Her boede gamle Mette Kathrine. I stuen var der en lille kakkelovn, og Mette Kathrine fyrede med halve briketter. Hun mener, at halve briketter blev bedre udnyttede end hele briketter. Derfor havde hun ved kakkelovnen en avis og en hammer. Når hun fyrede slog hun altid briketterne midt over med hammeren.
Men hun var en skrøbelig, gammel kone, og det var ikke altid at briketterne ville brække midt over. Så satte Mette Kathrine sig hen i en simlestol og bad “Kære Jesus, hjælp mig med at få den briket slået midt over”, og når hun så prøvede igen, så lykkedes det som regel. Da hun døde arvede jeg denne simlestol, og den står nu i min stue.
Mette Kathrine ville i dag være kommet på plejehjem, men dengang var der ikke noget der hed vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, alderdomshjem eller plejehjem. Den slags udgifter havde kommunen ikke. Der var derfor den frivillige ordning, at syv hjem i Fole hver havde en ugedag, hvor de bragte varm middagsmad over til Mette Kathrine. Jeg husker ikke hvilken ugedag vi havde i præstegården, men jeg har mange gange været ovre hos Mette Kathrine med middagsmaden. Der var altid rigeligt, så hun også havde noget til om aftenen. Helle og jeg besøgte ofte Mette Kathrine, og når vi kom fik vi kaffe. Mette Kathrine hældte nu altid kaffen fra koppen over i underkoppen og drak så af underkoppen. Til kaffen fik vi kandis, som hun altid havde stående i en lille skål på bordet. Når vi blev budt på kandis, så tog vi altid efter de stykker, der havde skarpe kanter. Mette Kathrine havde nemlig for vane, at tage et stykke kandis, sutte lidt på det, hvorved de skarpe kanter forsvandt – og så lagde hun det stykke kandis, som hun havde suttet lidt på, tilbage i skålen. Da Mette Kathrine lå for døden kom hun over i præstegården, hvor hun døde.
I skomagerens hus var der en ting mere. Der var en lille manufakturforretning. Den ejedes egentlig af den første købmand, som vi kom forbi. Det var ikke hvad man i dag forstår ved en manufakturforretning. Der var ikke ret meget færdigsyet tøj, men derimod alt muligt, som man kunne få brug for, når man syede til sig selv eller børnene. Der var forskellige slags stoffer, knapper, bændler, hægter, sytråd, garn til at strikke osv.
På den modsatte side af vejen, overfor maleren og skomageren, boede Nis og Emma. Jeg har i det jeg har fortalt ikke brugt mange navne, men her vil jeg gøre en undtagelse. Huset er et lille stråtækt hus, ikke højt til tagskægget med små, mørke vinduer. Ind til en lille gårdsplads er der en høj tremmelåge, så høns og andet ikke kan løbe ud på vejen. Emma og Nis har to børn og de hedder også Emma og Nis. Hvorfor alt det besvær med at finde på navne, når ens eget navn er godt nok. Nis må vi vel nærmest betegne som daglejer, men der var det særlige ved Nis, at foruden en ko og et par kalve, så havde han også en stor, gammel og meget langsom hest, der hed Fritz. Fritz var et af de mest tålmodigste dyr jeg har kendt. Alle i Fole kendte Fritz ved navn. Da Fritz blev for gammel blev den slagtet hos slagteren, og der kunne købes masser af billigt hestekød. Men hvordan føles det ikke at Fritz er død, har fået en kugle for panden, en god ven er der ikke mere og så skulle spise Fritz. Det kunne jeg ikke! Nis og Fritz gik ud som daglejere sammen. I præstegården pløjede de som regel præstegårdens toft og de fleste gange var det Nis og Fritz, der kørte det træ, vi skulle bruge til brændsel fra præstegårdsskoven hjem og læssede det af på gårdspladsen. Nis havde et lille jordlod sydøst for præstegården, og da pladsen omkring det lille hus var trang, så kom Nis ofte forbi præstegården med et læs møg. Ajlen var fyldt i udtjente mælkejunger og hang i kroge på siden af vognen, som Fritz trak, flyttede et ben af gangen. Det lugtede fælt, men alt blev udnyttet på det lille jordlod.
Det næste hus på højre hånd er også et lille husmandssted med 5-6 køer. Huset var bygget lidt i frisisk stil og havde også stråtag.
Det næste hus igen på højre hånd blev beboet af et par tvillinger, ugifte piger.
Dengang var man næste nødt til at blive gift for at blive forsørget. Det var
sjældent at piger eller koner arbejdede udenfor hjemmet, men det gjorde de to piger her. De arbejdede på Gram Tæppefabrik.
Så er vi fremme ved byens posthus. I dag har ikke engang Gram et posthus og en postmester, men det havde Fole dengang. Posthusets åbningstid fra kl.
07.00 morgen til 20.00 aften, dog var det en uskreven lov, at man ikke gik på
posthuset når postmesteren sov til middag. Foruden postmesteren var der to
postbude, og posten blev bragt ud hver dag over hele sognet om formiddagen og desuden en gang om aftenen i selve Fole by. Posten havde ikke kun breve og aviser med, men også pakker og pengeforsendelser. Min fars månedsløn kom posten altid med i kontanter den 1.ste i hver måned. Ud over at posten i Fole by kom ud to gange om dagen, så var der også noget der hed “søndagsbrev”. Ved at skrive “søndagsbrev” udenpå konvolutten og frankere den med 5 øre mere end på hverdage, blev brevet også bragt ud om søndagen – og det kunne jo være meget smart hvis modtageren f.eks. havde fødselsdag på en søndag. Byens tre postkasser blev tømt to gange om dagen, og posten kom til og fra Fole med rutebil, der som fortalt, kørte imellem Ribe og Gram. Den service som postvæsnet ydede dengang var langt større end den service vi får i dag. At sende et almindeligt brev kostede 5 øre i frimærker, hvor det i dag koster 4,50 kr., men priser nu og dengang kan ikke sammenlignes. Almindelige madvarer er i dag langt billigere i forhold til lønninger end de var dengang, men til gengæld er andre ting blevet betydelig dyrere.
Det næste hus er “Hjuleren” , sådan kaldte vi ham, men det rigtige ord er vist nok “Karetmager”. Der var nu ikke så mange, der havde kareter udover måske en jumber og en kane, så Hjulerens arbejde bestod mest i at reparere vognhjul til bøndernes arbejdsvogne. Han lavede selv hjulene i træ, og trillede dem så til en af byens to smede, for at få sat en jernring omkring.
Når vi til foråret lavede drager, så var det gerne hos Hjuleren, at vi tiggede os til et par lister. Tømreren ville have penge for et par lister.
Jumber har jeg ofte som barn kørt i, og et par gange også i kane. Når der var
sne nok, så spændte den nabo, som vi købte mælk hos, hestene for en stor kane, som vi alle – også Mor og Far – kunne være i. Vi blev pakket ind i varme tæpper, og så gik turen over Enderupskov til Gram, hvor hestene blev opstaldet på Slotskroen. Vi gik først en tur i Slotsparken, og derefter var vi inde på en Cafe, som lå lige overfor slotsparkens hovedindgang. Her fik vi kaffe eller chokolade, og så gik turen igen hjemad i rask fart ad Gram-Ribe vejen. Var der noget i vejen med kanen, så ordnede Hjuleren det naturligvis. Vi havde de håndværkere,der var brug for. Vi drejer nu til venstre ad den vej, der i dag hedder Præstegårdsvej. Lige på hjørnet til venstre ligger endnu et lille landbrug, der har 6 køer, 2 heste, lidt ungkreaturer og grise. Det er præstegårdens nærmeste nabo. Det er denne nabo, der af og til også har kreaturer i præstegårdens stald, og som slog plænerne i præstegårdshaven. Lige ud til vejen står et stort æbletræ med æbler, der smager som kun Barndommens æbler kan smage. Vi må naturligvis ikke gå ind i haven og samle æbler op, men dem, der falder ude på vejen må vi gerne samle op og spise.
Når vi er kommet forbi denne ejendom, er vi igen ved Fole bæk. Der er rækværk af tykke vandrør på begge sider, og det er sjovt at snakke igennem disse rør til en, der har øret til i den anden ende. Lige på den anden side af bækken er der et stort plankeværk ind imod præstegårdshaven. Imellem plankeværket og bækken, er der dog lige plads til en smal sti. Lidt længere nede af bækken fører stien over en træbro lavet af en stor kløvet træstamme, et spang. Vi er nu nede ved præstegården igen, og har været hele byen rundt. Der er naturligvis også andre veje i Fole, end den vi er gået, veje, hvor der bor andre mennesker med andre erhverv. Vi havde da også en frisør. Den første gang jeg blev klippet hos ham var lige før min konfirmation, ellers klippede Mor bådeos drenge og far. Pigerne måtte ikke lade deres hår klippe, stod der i Bibelen.
Det får aldrig ende.
Når man først får begyndt at skrive og fortælle om sin barndom, fordyber sig i
breve og fotos, får talt med sine søskende og andre, så får det aldrig ende. Det er som en grusgrav, der bare bliver større og større, jo mere man tager af den.
Børnebørnene spørger: Farfar, hvad legede l? Hvordan var det at gå i skole
dengang? Hvordan var det at være spejder? Hvad fik I at spise, som er
anderledes end det vi får i dag? Hvem var ham Nik-Anders, og hvorfor kaldte I ham det? Du har fortalt om 6-7 af de rum, der var i præstegården, men hvad
med alle de andre rum? Hvad med den klokke, du har hængende ude i dit
køkken? Hvordan var det med den dåse, I kom karbid i og skød nytår ind med?
Var der ikke også noget med nogle raketter, som I skød op med flitsbue
nytårsaften? Hvordan var det under krigen? Blev du ikke en gang taget af
tyskerne? Hvad kostede tingene dengang? Det får aldrig ende, men godt, nu
får I den om den lille klokke, som hænger i mit køkken, og så ikke mere, men jeg skal nok en anden gang svare på alle jeres spørgsmål.
Den lille klokke:
Hoveddøren til præstegården kaldte vi “Klingdøren”. Som I kan se på billedet, så var døren tofløjet, rundbuet og hen over døren var der nogle grønne zik-zak striber, der trådte stærkt frem på den ellers hvidmalede dør. Oppe i buen var der med store bogstaver skrevet “Christus poria salutis”. Det er latin og betyder Kristus er frelsens dør. Murene her var også omkring 70 cm tykke. På indersiden af dørkarmen over døren, sad der en metalbøjle med en ca. 5 cm
stor messingklokke. Selve klokken hang ca. 15 cm indenfor døren, når den var lukket. På selve dørens overkant var anbragt en lille jernspids. Når man lukkede klingdøren op, så slog denne jernspids imod klokken, så det kunne høres over hele præstegården. “Det var klingdøren, der gik” lød det så. Da vi hjalp mine forældre med at flytte ud af præstegården i 1961 havde Far indskærpet os, at alt hvad der var “naglefast” skulle blive i præstegården. Klingklokken var naglefast, men det sidste jeg gjorde, før jeg låste døren til mit barndomshjem, som nu var tom og skulle rives ned, det var at skrue klingklokken og den lille jernspids af.
Så først drejede jeg nøglen to gange rundt, som man skulle for at låse klingdøren.
Da vi var konfirmerede, kunne det jo ske, at vi gerne ville i byen om aftenen og være sammen med andre unge, men vi skulle altid være hjemme senest kl. 22.00. Med særlig tilladelse senest kl. 23.00. Arme den, der ikke overholdt disse tidspunkter. Men det kunne jo ske, at tiden løb fra os. Alt hvad kæde og pedal kunne holde til gik det så hjemad. Jeg har oplevet, at Far gik ude på gårdspladsen eller vejen foran præstegården med lommeuret i hånden for at
kontrollere, om jeg nu var hjemme kl. 23.00. Hvis jeg bare var 5 minutter over tiden lød der mange bebrejdende ord. “Jeg var ikke til at stole på. Jeg misbrugte hans tillid. Jeg holdt ikke aftalerne osv.”. Men se, hvis nu klokken var blevet over tiden, og Far var gået i seng, ja så kunne han jo fra soveværelset kontrollere hvornår klingdøren gik, og jeg kom hjem. Men her fandt vi på noget. Hvis man lukkede klingdøren lidt på klem – ikke over 10 cm – så kunne man få en hånd ind og nå klokken, og så holde om den, mens man lukkede døren helt op og kom ind. Så “klingede” den ikke, og så kunne man liste i seng på strømpesokker. Der var ganske vist et trappetrin på hovedtrappen, der af og til knagede, men den sprang vi så over, når vi gik op på “mit værelse”.
Kære børnebørn:”Vi var jo ligeså kloge dengang,som I er i dag”.
Som før omtalt, så er det sådan, at når man begynder at skrive om sin barndom, så synes man måske ikke, at der var så meget at fortælle, men det går som med sandgraven “Jo mere sand man tager i den, jo større bliver den”. Kommer man til at skrive om sin barndom, jo mere bliver der at skrive om. Det får aldrig ende. Jeg vil derfor slutte med noget ganske bestemt.
Jeg har ikke fortalt så meget om min mor, men mere om hvordan tingene foregik dengang, men jo ældre man bliver, jo mere beundre jeg min mor. Hun var adelig, hun var vokset op i Sct. Petersborg i Rusland og uddannet som gymnastik- og danselærer. Senere levede hun sin ungdom i storbyen Berlin. Hendes lyst var de flotte fester og dansen under funklende lysekroner – så kom
hun til Fole, der var helt anderledes. Hun blev gift med en mand, der dybest inde mente, at dansen var syndigt. Hendes omgangskreds var ikke de fornemme og adelige, nej nu var det husmænd og jævne bønder. Hvordan har hun rent psykisk kunnet klare det?, og ikke kun psykisk, men også fysisk. Præstegården var stor og selvom vi havde hushjælp så sled Mor fra morgen til aften. Hun var over 30 da hun blev gift, men fik alligevel 8 børn. Hun var den første der var oppe om morgenen og også ofte den sidste, der gik i seng. Far gav hende aldrig en hjælpende hånd. Det var han for upraktisk til. Jeg har aldrig set ham med en støvsuger, eller bare lave en kop kaffe, og havde så været et lykkeligt ægteskab, så kan meget bæres, men det var langt fra det, som Mor i sin ungdom havde drømt om. Men hun bar det med et fromt sind uden at hendes adelige stolthed nogensinde blev knækket.