Månedsarkiv: marts 2016

Nyt fra FFV – Fole Friskoles Venner

FFV: 

Generalforsamling

Vi holder generalforsamling d. 15.3 og vi har emner der ønsker at stille op, men ser naturligvis gerne flere der stiller op til bestyrelsen, men det betyder også at du roligt kan komme til vores generalforsamling uden at risikere at blive ”tvunget” ind.

Medlemsbeviser
Der kan købes medlemsbeviser for 2016 som koster 100 kr. stykket og du skal være medlem for at kunne stemme til vores generalforsamling og evt. stille op.

Vi vil sælge dem i forbindelse med indsamling til konfirmanderne og inden generalforsamlingen, ellers vil vi sælge dem online via mobilepay (arbejder på en løsning) eller kontooverførsel, nærmere info følger på hjemmesiden.

Telegramskrivning konfirmander
Tirsdag d. 22.3 og onsdag d. 23.3 vil vi sidde i menighedshuset hvor i kan skrive jer i konfirmandbøgerne. Konfirmanderne skal aflevere deres bøger til Kirsten Lorentzen Folevej 20 senest d. 21.3.

Arrangementer på slottet
Vi vil snarligt deltage på de forskellige arrangementer på slottet med formålet at tjene penge til Fole Friskoles Venner, som Fole Friskole og naturbørnehaven får glæde af. Der vil snarligt komme info om dette, og håber i kan afsætte lidt tid her.

Michaels passion for fugle gør Fole endnu grønnere

AF: TEKST: INGE ROGAT MØLLER , IRM@JV.DK 

 

Publiceret 20. februar 2016 kl. 13:01

43-årige Michael Schwalbe har i de seneste 12 år boet i Fole med sin familie. Nu realiserer han sin drøm og laver en naturgrund ved siden af sit hus midt i Fole. Naturgrunden bliver ikke kun for han og hans familie, men for hele landsbyen. 

Foto: Jacob Schultz

 

43-årige Michael Schwalbe købte sidste forår på en tvangsauktion en ejendom midt i Fole. Nu er han med hjælp fra landsbyen og kommunen i gang med at ændre grunden fra et rakkerparadis til et naturparadis.

En stor passion og kærlighed til naturen og især fuglelivet har ført til et usædvanligt initiativ i landsbyen Fole helt ude i den vestligste del af Haderslev Kommune.

Takket være et privat initiativ er der nemlig med opbakning fra Foles landsbyråd og økonomisk støtte fra Haderslev Kommune ved at blive etableret en skøn naturplet på en privat grund midt i landsbyen – kun få meter fra friskolen og den kommende naturbørnehave. En naturplet – eller naturgrund – der bliver åben for alle – uanset om det er legende børn, kærestepar eller beboere og gæster i landsbyen, der bare har lyst til at nyde livet og opleve fugle, smådyr og planter, der vokser vildt på grunden.

For en krone købte 43-årige Michael Schwalbe sidste forår på en tvangsauktion ved Retten i Sønderborg nemlig den gamle gård fra 1725 og grunden på Folevej 46. For at realisere sin drøm om at skabe et lille naturparadis kun fem meter fra sit og familiens hus på nabogrunden.

Et rakkerparadis

- Udefra var det egentlig en pæn gård. Men på bagkanten – den, som jeg kunne se hjemme fra mig – lignede det et rigtigt rakkerparadis. Det var ikke pænt at se, det rodede med årtiers samlinger af sjove sager, og der var ulovligt opførte bygninger. Specielt om vinteren, når bladene var væk, var det ikke pænt at kigge på, fortæller Michael Schwalbe, mens han står tomten af den gamle gård og peger over mod sit hus.

Han flyttede for 12 år siden fra Aarhus sammen med hustruen Annemette og den nu 12-årige datter Anna ind i murermestervillaen på nabogrunden. Siden er sønnen Emil på fem kommet til. En perfekt adresse for Michael Schwalbe, der arbejder som lærer på studenterkurset i Toftlund, især fordi han herfra kun har 17 minutter i bil ud til vadehavet.

- Jeg er ornitolog. I min fritid elsker jeg at kigge på fugle, ude ved vadehavet og herhjemme, siger Michael Schwalbe, der hjemme fra sig selv inden købet havde observeret mange fugle i vildnisset på nabogrunden.

Penge til nedrivning

Haderslev Kommune blev kontaktet, og der blev indgået en aftale om, at den gamle gård blev revet ned med hjælp fra nedrivningspuljen.

- Uden den aftale var jeg aldrig gået i gang, smiler Michael Schwalbe, der til sin hustrus store fortvivlelse var i Canada, da tre mand fra et entreprenørfirma i Sommersted i uge 40 gik i gang med nedrivningen og oprydningen, som kom til at vare næsten to måneder.

Ud over ejendommen, der havde asbesttag, var der tre store skibe, en campingvogn, en varevogn, malerbøtter, ulovligt opførte bygninger og rod over alt på grunden. Alt dækket i et voldsomt og tæt brombærkrat.

- Det var ubeskriveligt, og klart tænkte jeg, at hvad havde jeg dog sat i gang. Men jeg var ret fortrøstningsfuld alligevel, for folkene fra entreprenørfirmaet var gode. Jeg ville dog aldrig have kunnet gennemføre det, hvis jeg skulle være kørt afsted med skidtet på en trailer, siger Michael Schwalbe.

På tomten fra den gamle gård mangler der endnu at blive lagt et nyt lag muld på. Selv om der stadig dukker nyt affald og byggerester op fra jorden, er det meste nu væk.

De første træer, et egekrat, er blevet plantet. Sammen med naboen Asger Kristensen, der også er med i Fole Landsbyråd, er arbejdet med at etablere naturgrunden nemlig gået i gang. Michael Schwalbe og Fole Landsbyråd har indgået en skriftlig aftale om, at landsbyrådet bruger en del af de 50.000 kroner, som landsbyen har fået fra Haderslev Kommunes landdistriktspulje til at plante træer. Mod at alle vil kunne færdes på grunden.

Et perfekt match

Matchet Michael Schwalbe og Asger Kristensen har været perfekt. Asger Kristensen, der arbejder med vandløb i landboforeningen, interesserer sig nemlig meget for botanik og træer. Planen for de to mænd er, at den 4400 kvadratmeter store grund skal plantes til med danske planter, der oprindeligt er hjemhørende i Sønderjylland – for at kunne være attraktivt bosted – for landsdelens fugleliv.

- Stedet skal ikke være en park, og det er ikke min baghave. Det skal være et kontrolleret vildnis og et roligt fristed, hvor man har lyst til at søge hen, forklarer Michael Schwalbe, mens han ser sig omkring.

De store træer har fået lov til at blive stående. Han håber, at de nyplantede træer ad åre kan vokse sig store. 40 forskellige træer og buske er planlagt. De plantes efterhånden som de bliver fundet og pengene er til det. Foreløbig er der i november og december plantet et egekrat.

Drømme for fremtiden

Michael Schwalbe drømmer imens om rødtoppe, fuglekonger, turtelduer, et storkepar og isfugle. Han drømmer også om at få lov til at anlægge et vandhul, der kan blive hjemsted for frøer og andre små dyr, der lever tæt på vandet. Drømme er dejlige, men man skal altid forsøge at gå efter dem. Det har Michael Schwalbe gjort.

- Når jeg om 25 år eller sådan noget går på otium, så vil jeg have et sted, hvor jeg kan få fred og ro i sindet. Det er jo meningen med det hele. Imens får mine børn og andre børn og andre et spændende sted at være tæt på naturen midt i vores lille by.